Når vi skal langt ud for at finde helt ind…
Nogle gange kræver det en længere rejse ud i ukendt territorie for at indtage nyt land i os selv.
Allerede for et halvt år siden mærkede jeg at jeg skulle afsted. Jeg havde på ingen måde lyst til en solo rejse langt fra mine elskede og alligevel kom det snigende, at det var netop det jeg skulle. At der lå en vigtig brik til mig, som jeg ikke kunne få ved at blive hjemme.
Da jeg efterhånden har lært smerten ved ikke at følge min intuition, var der ikke andet for, end at begive mig ud i ukendt land. Min indre eventyrer tog fat og beroligede min moderlige og ængstelig del, der ikke ville afsted uden mit barn.
Selvfølgelig var rejsen på ingen måde det jeg havde forventet. Og alligevel… fuldstændig efter planen.
Det var det mest luxuriøse sted med søde hjerte mennesker, vidunderlig mad, tropisk natur helt op ad soveværelset og alle muligheder for blot at tage imod med nydelse. What can I say, jeg var i paradis. Og alligevel buldrede og bragede det indvendigt. Jeg var vågen det meste af natten med et ben i hvert land. Det var som om, at noget gigantisk skulle slippes og at jeg bare skulle give mig hen i tillid. Måske alt det inden i mig der ikke matchede dette vidunderlige sted.
Jeg indså lidt efter lidt, at mit paradis er sammen med mine elskede nøjagtig der hvor vi er. At græsset i mit tilfælde ikke er grønnere på den anden side, i en anden familie, i et andet land, i et andet hjem, i et andet liv. Det var lige før jeg kunne høre jordskælvet brage i mine celler da jeg slap denne gamle og selvsaboterende overbevisning jeg har gjort mig selv forkert med i alle årene… ‘hvis jeg dog bare var et andet sted end der hvor jeg var’.
Især efter jeg er kommet hjem, er indsigterne rullet ind. Hver gang jeg tænker på min tur får jeg en ny indsigt. Det er faktsik helt overvældende hvor meget guld der har ligget klar til mig, da jeg tog skridtet og bevægede mig ud i en anden tidszone. Ikke blot én brik men mange.
Mit hjerte er mere åbent end nogensinde. Jeg ser min mand med helt nye øjne – og gud hvor er han dog vidunderlig. Har han altid været sådan?! Jeg er sammen med min datter på end endnu mere nærværende måde end før. Jeg har ikke så travlt med alverens gøremål samtidig. Tilsyneladende har jeg efterladt min indre knokler på retreatet. Jeg mærker mig selv tydeligt og er roligere end nogensinde.
Vi behøver ikke nødvendigvis tage på en jordomrejse for at finde hjem. Nogle gange kræver det blot en lille rejse, som i at sige JA til noget vi normalt ville sige nej til af selvsaboterende årsager.