fbpx

Blog

Mit unikke bidrag tar en pause…

Mit unikke bidrag tar en pause…

Jeg er i sådan en periode af mit liv, hvor jeg føler jeg ‘coaster’. Flyder med livet, i stedet for at have så mange holdninger til hvad det er jeg skal. Hvorfor jeg er her og hvad det er jeg skal bidrage med.

Jeg er godt bekendt med, at vi er her af en grund, at vi skal opleve, lære og bidrage med den vi er og det vi kan og har lært af vores egne kriser og gennembrud, til fordel for andre. At vi hver især er helt unikke og har noget unikt at bidrage med. Og at vi omvendt bare er mennesker, med alt hvad det indebærer af helt ordinære ting.

Og når alt det er sagt, har jeg også lyst til at give det hele en finger. Alle de regler jeg har været underlagt udefra og som jeg efterfølgende har underlagt mig selv. At skulle finde mit unikke kald og bidrage med det jeg er her for, for ikke at spilde mit liv.

I mange år var det en mega stress faktor af mange grunde. Dét at finde mit kald og et arbejde der nærede mig. Dels fordi jeg har så mange forskellige talenter og interesser og fordi jeg ikke trives i 9-5 job systemet. Det jeg kunne mærke jeg havde at bidrage med, var så abstrakt og udefinerbart anderledes, end det de andre gik til studievejledning med. Jeg passede ligesom ikke ind i systemet, eller nogen studie retning, lige meget hvilken håndbog damen slog op i.

Jeg er ved at heale den del i mig nu. Alle de oplevelser med at skulle gøre det rigtige og passe ind i en eller anden ikke-eksisterende kasse et eller andet sted i frygt for, a) at ende på gaden uden en øre b) at blive out cast og ensom fordi jeg ikke indgik i en social helhed c) aldrig at finde mit kald og blive lykkelig. Gosh mine 20’ere var ikke nemme, ligesom det ikke er det for mange andre, der forsøger at skrue sig ned i en model der på ingen måde nærer.

Det jeg vil sige med alt dette er, at dengang var jeg egentlig på denne deroute pga. en frygt der drev mig. Frygten fra mine nærmeste omgivelser -‘hvad skal der blive af hende?’ Og min egen frygt for aldrig at finde meningen med mit liv, blive hægtet af, frygten for ikke at blive en succes og spilde mit talent. For vi havde alle hørt om dem der lavede ingenting, der endte i ingenting. Men nu tillader jeg mig netop dette. Ikke at have de store ambitioner, bare at være.

Jeg har mit virke, som jeg elsker og som jeg ikke på nuværende tidspunkt har de store ambitioner med. Netop fordi det er så healende for mig ikke at have nogle ambitioner, nedarvet fra andre eller på mine egne vegne. Det kan være ret tabu at sige den slags højt, ‘what, dig med de evner?’ men i og med jeg tænker det, ved jeg, at der kollektivt ligger healing i at sige dét højt, som flere mærker.

Just being…… Men hvem lever egentlig sådan, udover nogle få munke og surfere? Hvem har råd til det? Hvem tør det? Hvem føler sig værdig til det? Sidst nævnte, er jeg begyndt at mærke tråde til og heale. At jeg godt bare må være. At jeg ikke behøver bruge mine talenter hver dag. At jeg godt bare må sidde og fede den og ikke virke særlig klog.

Det er den mest sublime healing ever, for al den foregående knokleri, kontrol, pacen, perfektionisme, stress, good girl-bad girl syndrom, som jeg har følt mig presset af lige siden jeg kom på en meget religiøs kostskole som 10-årig. Og som jeg er ved at gøre op med, på sådan en ‘nårh angel hvor er det rørende, at du har haft det sådan’ måde. ‘Det kan jeg sagtens forstå. Kom lad os ligge her og se på himlen’.

Og måske dette også blot er en fase. En healings modpol til den kunstige driver der drev mig. Jeg flyder med og er åben for næste impuls, men jeg søger den ikke. Jeg tillader tomrummet.

 

 

Kommentarer

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *