Det jeg tit bemærker i nutidens forælder/barn dynamik er, hvor let det kan være at kamme over og give vores barn alt det vi ikke selv fik. Hvis du ikke har et barn, kan du oversætte dette med alt det du gerne vil give og gøre for din kæreste eller ven, fordi ‘det ville da være så godt for dem’.

Det er en nem fælde at ryge i, fordi den virker så velmenende. Den er givet ud fra de bedste intentioner om at ville gøre det bedre for den anden end vi selv havde det. Problemet er bare, at vi gir ud fra et behov vi selv har. Og sjovt nok, sjældent et behov den anden har.

Det er slet ikke sikkert at vores barn har brug for den mængde underholdning, kram, gaver, slik, mad, frie rammer og indvielse i vores tanker, som vi mener det har. I virkeligheden er det os selv der har brug for det.

Ovenstående sker, når vi ikke tør mærke os selv og heale de sårede dele, der ikke fik hvad de ønskede sig. Når vi istedet er ovre i andre og uden for os selv. Når vi er grænseoverskridende og ikke ser barnet eller den anden for den det virkelig er. Når vi ikke er oprigtig nysgerrige på hvem han eller hun er, og hvad de har brug for, som ikke nødvendigvis er i overenstemmelse med det vi tror.

Det vi ender med, er et utilfreds barn/kæreste/ven, fordi individet ikke føler sig set, hørt og mødt af os. Det er jo det sidste vi vil. Derfor er det bedste vi kan gøre, at hive energien tilbage til os selv og se på, ‘hvad er det jeg gir så meget af, som jeg i virkeligheden selv trænger til?’ Og så give netop dét til os selv. Derefter kan vi blive nysgerrige på den anden.

Yes… det er tid til at kæle for dig selv. Også i dag.