Hvor bliver du af?
Undrer du dig over hvor al din tid bliver af eller hvorfor du føler dig ensom? Eller hvorfor mon nærværet er røget i dine tætte relationer? Så er der øjeblikkelig hjælp at hente.
En af måderne hvorpå jeg har skabt en oplevelse af mere tid og har genfundet mere nærvær i mine relationer, er ved at slukke for alle former for tidsrøvere. Jeg har med stor lettelse slettet facebook fra min telefon og det har givet et kæmpe frirum. Min telefon er også sjældent på mig længere og aldrig når jeg sover.
I julen bad vi alle vor familiemedlemmer lægge deres mobiltelefoner i en skål, der blev gemt væk om dagen. Først var der lidt protest, faktisk mest fra farmor og bachelor onkel og slet ikke fra de to teenagere på 16 og 18, som vi ikke var sikre på overhovedet ville kunne leve uden. Det resulterede i den mest fredsommelige, nærværende og kærlige jul. Især de unge nød at føle sig som en del af familien og jeg havde en vidunderlig lang og personlig snak med min perle søn på 18, og lærte så mange ting om ham jeg slet ikke vidste. Han følte sig hørt, set, beundret og jeg oplevede nærværet jeg havde savnet. Win-win.
Tidsrøvere vil være forskellige fra person til person. Hvor bliver du af? Du kan jo selv tjekke hvad de er for dig. Hvad er du afhængig af og ‘må lige tjekke’ og hvor bruger du meget af din tid? Er det på TV, Facebook, Instagram, chat, blogs, nettet, mailen, telefonen, spil, træning, find-fem-fejl, brok, kritik, overdreven rengøring, eller?
Hvis du undrer dig over hvorfor nærværet er røget i dine nærmeste relationer… så er følgende video meget tankevækkende.