Første gang jeg hørte, ‘vi bliver aldrig færdige’ her i livet, røg jeg i dyb meningskrise. Hvad var så meningen tænke jeg. Skal jeg dø ufærdig? Uforløst, omringet af ufærdige opgaver? Hvor helt igennem meningsløst.

Det gav ingen mening for mig og alligevel kunne jeg godt fornemme lidt af pointen. Det gav ingen mening, fordi jeg i en tidlig alder havde lært at være ydrestyret. Som så mange andre, gik jeg efter at komme i mål og gøre tingene perfekte for at føle mig værdifuld. Jeg stilede efter at gøre opgaven færdig så jeg kunne få min gevinst fra det ydre. Ros, en præmie eller den kortvarige lettelse af, at ‘nu blev jeg færdig. Yes’.

Men så kom blot den næste opgave. Og den næste. Og jeg blev i realiteten aldrig færdig, selvom jeg forsøgte ihærdigt. Og det blev stressende, som en hamster i et endeløst hjul. Og dét gav da absolut heller ingen mening og blev starten på en laaang underliggende meningskrise, der gjorde at jeg blev endnu mere søgende end jeg var. For hvad var dog pointen med det hele?

Jeg kan huske da jeg uddannede mig til skyggecoach hos Debbie Ford i Californien, der lærte vi, at det egentlig var underordnet om klienten nåede i mål. Say what! Det var blot for at få en proces i gang, at vi overhovedet definerede et mål sammen med vedkommende. Det var netop i rejsen til målet, at de forskellige skygger dukkede op i form af modstand, begrænsninger og selvsaboterende mønstre. Det var der vi kunne hjælpe klienten med at integrere disse skygger – frigøre deres latente styrker og hengemte sider af sig selv. Dermed fik de langt større udbytte af coaching forløbet, end blot at nå i mål.

Selvom jeg har hørt det før fra adskillige kanter, er det først for nylig, at jeg begynder at forstå helt ind i min marv, at livet virkelig handler om rejsen. Og kun rejsen. Uanset hvilken vi vælger eller føler os kaldet til. Der er intet mål, der er ingen skat forenden af stien. Hele livsoplevelsen i vores fysiske krop er skatten!

Der er heller ingen rejse der er finere eller bedre end andre. Dermed er ingen livsvej eller kald i livet finere eller bedre end andre. Det er rejsen i sig selv der udvikler os. Vores mål og ønsker er blot imaginære gulerødder til at få os i gang med rejsen. Uanset hvilken mål vi vælger eller ønsker vi er draget af.

Når først dette forståes, ligger hele humlen i at tage et skridt ad gangen. Et skridt henimod der hvor vi ønsker at komme hen. Blot et skridt. Dét skridt og den handling der føles let og overskueligt og som ligger lige for. Det skridt vi føler os kaldet til i hjertet og ikke i hovedet.

Der hvor vi kan saboterer os selv, er når vi er eller helst vil være 3 skridt foran der hvor vi reelt er. Når vi anstrengt prøver at tage handlinger der er forud for der hvor vi står. Når vi prøver at regne hele rejsen og meningen ud på forhånd.

I min erfaring, er den eneste grund til at vi gør det, fordi vi inderst inde ikke er ok med den vi er og der hvor vi er. Vi tror vi vil få det bedre og blive bedre af at komme helt i mål. Det gør vi måske kortvarigt. Derefter mærker vi blot det næste ønske fordi rejsen og udviklingen er endeløs.

Den dag du mærker dybt inde, at du er ok nøjagtig der hvor du er lige nu og du forstår, at det slet ikke handler om målene, vil du automatisk lande mere i dig selv og være ganske tilfreds med dit næste nærende skridt. Du vil nyde at tage dette ene skridt, denne ene handling og dermed forblive i nuet i langt højere grad.

Og er dette ikke hele pointen? Blot at være der hvor du er med din fulde tilstedeværelse. Du har nok hørt det før. Nu forstår du hvorfor. Nu handler det egentlig bare om at give dig selv lov til at være den du er, nøjagtig der hvor du er. Tillad dig selv at mærke og nyde, at du er god nok lige der hvor du er lige nu. Du skal ikke nå noget. Oplevelsen er målet med det hele.