Blog

Livet uden forældre

Livet uden forældre

Siden jeg var lille, har jeg ofte haft følelsen af, ikke at have nogen forældre. Som den ældste ud af fire, var jeg meget overladt til mig selv. Da jeg knap var fyldt 10 år kom jeg på en Anglikansk (læs: gammeldags fra det 18 århundrede, streng og religiøs med kirkegang to gange om dagen) pige kostskole i Syd Afrika uden mine søskende. Jeg så kun mine forældre hvert halve år, idet de boede skiftevis på 3 forskellige kontinenter. I den resterende tid boede jeg hos 7 forskellige familier på tur i weekenderne. De var mere eller mindre fremmede for mig, omend mine forældres venner, med hver deres leveregler jeg skulle indordne mig under.

Den gang var der ikke mobil telefon eller internet. Et håndskrevet brev i ny og næ, var hvad jeg fik af livstegn fra mine forældre. Derudover, stod jeg på aftalte tidspunkter i kø ved skolens eneste mønttelefon og modtog et opkald fra min mor, hvor jeg kun svagt kunne høre hendes stemme igennem høje lyde af ‘ssshhhhhh, bip, bop, ssshhhhhhh…’ mens jeg græd fortrøstningsløst på den anden side af jorden.

På et eller andet plan, tror jeg, at jeg er blevet forberedt på at miste begge mine forældre til svær sygdom i en ung alder. Jeg har fra barnsben lært at klare mig på godt og ondt uden forældre omsorg og kærlige råd. Jeg er blevet tvunget til at søge indad efter svar, støtte og kærlighed. Jeg har modvilligt lært at lytte til mit hjerte som min kærligste og trofaste vejviser. Det har på ingen måder været nemt – jeg har dog ikke kendt andet. Jeg ved det er derfor min intuition er så skarp og mine healer evner lige så. Jeg havde simpelthen ikke overlevet uden dem og min vilde og romantiske fantasi om noget bedre og at blive reddet en dag.

For at forstå meningen med det hele, har jeg haft en idé om, at jeg på et sjæleligt plan har haft et dybt ønske om at blive min egen forælder. At lære at tage fuldstændig ansvar for mig selv i dette liv. At finde den smukke balance mellem at være sårbar og stærk og at stå op for mig selv. Det er især temaet om at tage ansvar for mig selv udenom offerrollen, jeg har arbejdet med i de sidste par år.

For offerrollen kender jeg som amen i kirken. Jeg ved der er flere måder at reagere på tidlige barndomstraumer og afsavn. Offerrollen, den dygtige pige og sygdom var mine måder at overleve på. Det var nu først da jeg var helt klar til at slippe disse og håbet om at blive reddet, at jeg for alvor kunne blive forælder for mig selv. At jeg for alvor kunne begynde at tage ansvar for mine behov og begynde at få dem mødt lidt efter lidt. Jeg er stadig i gang, idet det gik op for mig, at jeg havde meget lidt sprog for at udtrykke mine behov. Jeg anede simpelthen ikke hvad det ville sige – jeg ventede på en anden skulle gætte dem. Det var også først da jeg slap historierne og vreden og tog ansvar for at have valgt de forældre jeg gjorde som sjæl, at jeg kunne slippe dem helt i kærlighed, for alt det jeg har lært igennem deres valg og væremåde. På den måde satte jeg mig selv fri til at blive hel og være mig.

Det er helt klart denne start i livet og min forvaltning af den, der har gjort mig til den altfavnende healer jeg er i dag. Jeg har søgt mange svar på meningen med livet og især, har jeg prøvet alverden for at heale mine egne dybe traumer og afsavn af kærlighed. Interessant nok, har jeg endnu ikke mødt en klient, ud af de tusindevis der har kontaktet mig, der har døjet med noget jeg ikke selv har prøvet eller kender energetisk i et eller andet omfang. Jeg er ikke bange for livet længere – jeg ved med sikkerhed, at vi kun får det vi kan kapere, hele og vokse af.

Derudover, har jeg lært at respektere den timing der ligger i, at vi først er klar til at slippe den dag vi er klar. At vi først er klar til at modtage healing og svar den dag vi er klar. At vi først er klar til at tage ansvar for vores liv og blive vores egen forælder den dag vi er klar.

 

Kommentarer

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *